Hundehotel med hjertevarme
Hvis I har købt hvalp hos mig, tilbyder jeg pasning af pelsbarnet, hvis I skal på ferie, eller hvis I skal holde fest eller lign.
I kender forholdene her, og I ved, at jeres hund vil blive passet som om, det var en af mine egne.
Jeg vil også gerne passe hunde, som ikke er købt her - hvis det altså er en Cavalier eller Chihuahua, som er de racer, jeg har erfaring med sammen med mine egne hunde.
Jeg vil selvfølgelig respektere specielle ønsker, som at den ikke må komme i sofa/seng eller lign. - men er der ingen restriktioner, vil den blive behandlet præcis som mine piger :-) Jeg går også gerne tur med den, hvis I ønsker det, og skal den have specialfoder, sørger jeg for at den får det (medbragt af jer selv). Ellers får den vores sædvanlige foder - Royal Canin Adult racespecifikt foder eller Junior, hvis den er under 8 måneder.
Det eneste, I skal medbringe, er dens soveseng/kurv, for det giver den tryghed. Selvom den måske ender i sengen eller sofaen, er det min erfaring, at de er rigtig glade for deres egen kurv. Jeg tager den med i stuen og soveværelset - alt efter, hvor vi befinder os.
Derudover vil jeg gerne have sundhedsbogen (eller en kopi), info om forsikringsselskab og sædvanlige dyrlæge samt jeres kontaktoplysninger under ferien.
Hvis det drejer sig om hanhunde, er der naturligvis det forbehold, at de helst skal være kastrerede - eller at jeg ved, at der ikke lige er en løbetid på vej.
Generelt er det et krav, at hunden er social og omgængelig, at den er sund og rask, og at den har overholdt sine vaccinationer. Ved mindre eller kroniske, ikke smitbare sygdomme tager jeg selvfølgelig gerne imod og giver medicin og lign., hvis den skal have det.
Jeg tager typisk 200 kr. i døgnet/pr. påbegyndt dag også ved pasning i mindre end et døgn.
Ved længere perioder er prisen:
1 uge/7 dage: 1200 kr.
2 uger/14 dage: 2400 kr.
3 uger/21 dage: 3600 kr.
Længere perioder aftales individuelt.
Ved mere end 1 hund finder vi selvfølgelig en rimelig pris.
Jeg vil meget gerne have betaling ved aflevering af hunden. På den måde er jeg sikker på, at jeg har penge, hvis det skulle blive nødvendigt at lægge ud til evt. dyrlægebesøg (for det er ikke altid kontoen står i plus her i huset).