Kærligt stueopdræt med fokus på sundhed og et godt hundeliv
Hvad er det for en sygdom? Hvad kan man gøre for at undgå, at hunden får det? Hvordan kan man se, om sin hund har fået hjerte-lungeorm - og hvad er behandlingen?
Fransk hjerte-lungeorm og rævens lungeorm er blevet meget udbredt i de senere år - især på Sjælland og i hovedstadsområdet.
Begge parasitter har snegle som mellemværter. Det vil sige, at smitten overføres til hunde ved, at de spiser græs, jord, madrester og lignende, hvorpå der sidder små snegle. Alle snegle kan være smittebærere og hunden kan faktisk blive smittet bare ved at slikke på det slimspor, som sneglen afsætter.
Sneglene huser larvestadiet af hjerte-lungeormen. Hvis en hund er kommet til at spise disse larver, vil larven via tarmen bore sig ind i blodkarrene og vandre via blodbanerne og leveren til hjertet og lungerne, hvor den udvikler sig til en voksen orm, der lægger æg. Æggene klækkes, og larverne borer sig fra lungernes små blodkar ud i lungevævet, hvor de hostes op og synkes. Larverne udskilles så med afføringen, som - hvis den får lov til at ligge - vil tiltrække diverse snegle.
Sneglene får så larven i sig og efter et par udviklingsstadier inde i sneglen, vil den være smitteklar for den hund, der spiser den - og så begynder det hele forfra...
Desværre kan det være meget forskellige symptomer, hunden får, hvis den er smittet med hjerte-lungeorm. Det er også meget forskelligt, hvornår ormene udvikles i forhold til smittetidspunktet. Hvis hunden begynder at hoste eller rømme sig, bør man være på vagt. Det samme gælder, hvis hunden virker mere træt eller nedstemt end ellers. Mere alvorlige symptomer er, hvis hunden hurtig bliver forpustet, stakåndet eller bløder let.
Den eneste måde at påvise, om hunden er smittet, er ved at få hundens afføring undersøgt hos dyrlægen. Man skal gemme en afføringsprøve fra hver dag tre dage i træk, som indleveres til undersøgelse. Efter 24 timer vil man have svar på, om ens hund er smittet eller ej.
Behandlingen er en ormekur af forskellig dosis og længde, alt efter om det er Fransk hjerteorm eller Rævens lungeorm, der påvises. Der kan desuden - afhængig af, hvor dårlig hundens tilstand er - komme flere undersøgelser på tale. I så fald vil man røntgenfotografere og scanne hundens hjerte og lunger - og alt efter, hvad disse undersøgelser viser, kan supplerende medicinsk behandling komme på tale.
Hjerte-lungeorm | Typisk alder ved smitte | Smitterute | Diagnostik | Behandling |
Hundens lungeorm Crenosoma vulpis | Voksne hunde som færdes meget i naturen med tæt kontakt til ræve. | Optagelse af snegle. | Tør hoste bør give anledning til undersøgelse af minimum 3 afføringsprøver. I afføringsprøverne kan larver af lungeormen påvises. | Alle hunde, hvor ejerne har observeret, at hunden spiser snegle. Alle hunde, som præsenteres med tør hoste. |
Fransk hjerteorm Angiostrongylus vasorum | Typisk problem hos hunde mellem 6 og 24 måneder. | Forekommer specielt i områder, hvor rævebestanden er inficeret. Ormen smitter via mange forskellige snegle, heriblandt skovsnegl og vinbjergsnegl. | Et varieret symptombillede med tør kronisk hoste, bør give mistanke om infektionen. Diagnosen kan stilles ved undersøgelse af minimum 3 afføringsprøver. | Alle hunde, men specielt unghunde som præsenteres med tør kronisk hoste. |