Cavalieren er en kongelig hund!

Oprindelse

Cavalierens historie er temmelig speciel, idet racen har været næsten forsvundet - i hvert fald fra de finere hundekredse.

Som de fleste spaniels fortaber dens oprindelse sig i det uvisse, men den er sikkert opstået i det mellemste østen eller centralasien for derfra at brede sig til Middelhavs området og senere til England. I dag betragtes den som en race af Engelsk oprindelse.

I England er dens historie meget tæt forbundet med det engelske kongehus og den højere adel. I det 15. århundrede omtales den som den lille spaniel, "som skal tage lopperne og lusene fra damerne". Senere omtales den som en særdeles ihærdig, udholdende og dygtig jagthund, der er særligt velegnet til jagt på småfuglevildt og kaniner.

På mange malerier af det engelske kongehus fra det 16., 17. og 18. århundrede ser man den afbilledet med den øvrige familie.

Racen har stort set været uforandret i alle disse hundreder af år, som man kan se det på malerierne. Men når vi kommer op omkring 1840, kan man se, at der er dukket en ny type op. Den er mindre og har en lille opstoppersnude. For at forstå denne udvikling, må man se lidt på et modefænomen. Det havde længe været moderne for fine damer at have en skødehund.

Cavalieren var lidt for stor men Moppen havde den helt rigtige størrelse og den var desuden vældig populær ved mange af de europæiske hoffer. Det er derfor sandsynligt, at den er blevet benyttet til at gøre racen mindre.

Men hvad man nu end havde gjort for at opnå dette resultat, så blev det forstærket af, at man i 1840 begyndte at afholde hundeudstillinger på Cruft's i London hvor man præmierede de "ønskværdigste" hunde, og for King Charles spanielen var resultatet, at den i de næste 75 år forandrede sig ganske meget, så den lille robuste jagt- og selskabshund nu blev til en lille, yndig skødehund.

Racen genskabes

Så da en rig Amerikansk gentleman fra New York ved navn ” Roswell Eldridge” inderligt ønskede at genskabe interessen for denne race kom til en Cruft's udstilling i London i år 1926 for at finde et par at de små King Charles Spaniels, som han kendte så godt fra de mange malerier, han havde i sin antikvitetsforretning. Blev han noget forbavset, da han ikke fandt en eneste, der lignede dem. Alle, som gik under det navn, havde rundt hoved, opstoppersnude, udstående øjne og underbid, og de var meget små i størrelse. Efter hans mening var de helt forkerte, og han udsatte derfor en præmie på 25£ til den han og tæve, som mest muligt lignede de oprindelige King Charles spaniels på de næste 3 års Cruft's- udstillinger. Senere forlængede han det til 5 år.

Dette har sikkert ikke været spor populært blandt avlerne af King Charles spaniel. Man skulle jo til at avle frem eller rettere tilbage til det, som man netop havde avlet væk fra. Men heldigvis for os viste der sig interesse nok fra en lille håndfuld opdrættere, der besluttede at genskabe den lille spaniel i henhold til Mr. Eldridges`s retningslinier. Avls materialet var der i form af "kasserede" King Charles spaniels.

To år senere i 1928 kunne man så endelig i den nydannede Cavalier King Charles Klub udarbejde en racestandard på grundlag af hunden, "Ann's Son" og fem andre hunde. Der tilsammen dannede grundlaget for Cavalieren som vi kender den i dag.

Desværre levede Mr. Eldridge ikke selv længe nok til at opleve dette, idet han døde kort før udstillingen. Racestandarden er dog stadigvæk den, som vi benytter den dag i dag, og derfor stort set uændret fra dengang. Samtidig besluttede man, at racen aldrig måtte påvirkes af modeluner, men altid skulle fremstå helt naturlig. Skal dermed hverken klippes eller trimmes.

Mere problematisk var det at få racen anerkendt som selvstændig race i England, så den blev udstillet under King Charles med betegnelsen "gammel type". Først 17 år efter lykkedes det i 1945 at få den anerkendt som en selvstændig race, og for at undgå forvekslinger gav man den navnet: Cavalier King Charles spaniel.

Legender

Den unikke ”Spots” opståen: Den rød/hvide blenheim blev opdrættet på godserne Blenheim og Marlborrough, hvor de blev benyttet til jagt. Hertuginden må dog have haft en blenheim til skødehund, for det fortælles, at det er fra hende, de har den meget berømte "spot" på issen. Der er to versioner af historien. Begge begynder med at hertuginden sidder og broderer. Hendes herre og husbond er i krig, og hun sidder i angst og bæven og venter at høre nyt fra ham. På skødet har hun sin lille drægtige blenheim tæve. I den første version stikker hun sig i fingeren med nålen, og der drypper en blodsdråbe lige ned på tævens isse, hvor den dannede en ruderformet plet. Da tæven fødte sine hvalpe, havde de alle en ruderformet plet på issen. 

I den anden version stikker hun sig ikke; men i sin store angst for mandens skæbne, presser hun sin tommelfinger så hårdt mod hundens isse, at da hvalpene blev født, havde de alle en tommelfingerplet på issen. Hvilken af historierne, der er korrekt, vides ikke; men "spotten" har de stadig, som noget helt specielt i hundeverdenen.

Dansk avl

På trods af at Cavalieren har været utrolig populær i vore nabolande og især i England, som jo er racens hjemland samt at svenske opdrættere hvert år mellem 1963 og 1969 udstillede i Danmark, skete der først noget herhjemme i foråret 1971 hvor de første 2 Cavalierer blev registreret i DKK og taget i avl. De var ejet af Vibeke Jonsen, som havde erhvervet sig dem fra henholdsvis Sverige og England. De næste importer kom fra Holland og Tyskland, senere er der også kommet Cavalierer fra, Norge, Finland, Irland og Frankrig. I dag kommer der stadig nye cavalierer til landet, hentet af interesserede avlere, som gerne vil bidrage til højnelse af racens sundhed og racetypiskhed. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at der op igennem tiden har været Cavalierer i Danmark, importeret af mennesker, som har truffet dem på rejser, er faldet for dem og har taget dem med hjem.

Del siden